Hjem
Nedschroef Langeskov ApS er en gammel virksomhed, som har været hjemmehørende i Langeskov kommune siden grundlæggelsen i 1943. I begyndelsen holdt virksomheden til i lejede lokaler i Marslev, og i 1948 flyttede virksomheden til Langeskov og blev til Langeskov Møtrikfabrik. Produktionen bestod af fremstilling af almindelige sekskantede møtrikker, som næsten udelukkende blev solgt på det danske marked. 
I 1980 blev der foretaget en større investering i moderne produktionsteknologi. Dette åbnede muligheder for produktion af nye og mere forædlede produkter, og samtidigt blev det nødvendigt at finde afsætning for produktionen uden for landets grænser. I begyndelsen af 1980’erne blev Sverige og Tyskland hovedaftagere af produktionen og senere blev den europæiske bilindustri den store målgruppe for afsætningen.
I 1986 blev Langeskov Møtrikfabrik solgt til en veletableret tysk møtrikfabrik og skiftede herefter navn til Lamson+Sessions Aps. Moderselskabet Lamson+Sessions GmbH havde en stærk salgsorganisation og var solidt etableret hos næsten alle Europas bilproducenter. På denne baggrund fik fabrikken i Langeskov en solid.
vækst, og det betød samtidigt stærkt stigende krav til kvalitet og mange udfordringer med hensyn til produktion af teknisk mere komplicerede produkter end tidligere. 
I 1992 blev vi sammen med vort tyske moderselskab opkøbt af den hollandske Nedschroef-koncern. Nedschroef-koncernen er et mere end 100 år gammelt og yderst velkonsolideret firma, som på nuværende tidspunkt har mere end 1500 ansatte. Nedschroef beskæftiger sig udelukkende med produktion og salg af befæstigelsesdele og er på dette område blandt Europas førende. Hos Nedschroef Langeskov ApS udvikler og producerer vi special-, låse- kombimøtrikker. Vore vigtigste kunder er stadig de europæiske automobilproducenter og deres underleverandører, og vi er næsten 100% eksporterende.
I januar 1996 flyttede vi til nye og moderne omgivelser i industriområdet i Langeskov. Vi beskæftiger i dag ca. 49 medarbejdere, og produktionen foregår i 2-holdsskift.
 
Vi er certificeret efter EN ISO 9001, ISO/TS16949 og EMAS II.